Menu

Menu

ForsideNyhederKALENDERForeningerAnsager-Skovlund ForedragsforeningsDanske Seniorer - Skovlund AnsagerFotogruppenSkovlund Friskoles StøtteforeningSkovlund SognearkivSkovlund IdrætsforeningSkovlund KulturhusVirksomhederBrætspilsbutikkenGittes HaveserviceJano taxiKlinik SkovlundM-A-TradePakkeID Aps.Partner Erhvervsservice ApSSkovlund Invest Aps.Skovlund-Ansager VandværkT.S. Byg og MontageMin KøbmandPension LærkelillMums KagerPerfec2.comSkovlund AutoværkstedSkovlund KroSkovlund VarmeværkUgleByg Aps.InstitutionerSkovlund BørnehusSkovlund EfterskoleKONTAKTSkovlund Sogns Borgerforening
Skovlund
Foto: Bethina Bremer Jørgensen - Dronefoto: Peter Møller Larsen

Verdens Bedste Børnehus

skal ligge i Skovlund

af Rud Larsen

dronefoto: Peter Møller Larsen

Bethina Bremer Jørgensen tiltrådte som ny leder af Skovlund Børnehus i september 2020. Hun kom fra en stilling som leder i Teglhuset i Nordenskov og var tidligere viceskoleleder på Grindsted Privatskole.

Ambitionerne med Skovlund Børnehus er ikke små: “Verdens bedste børnehus skal ligge i Skovlund.” Det er målet for Bethina og hendes dygtige medarbejdere. Noget kunne tyde på,  de er godt på vej. Ellers ville Skovlund Børnehus ikke have venteliste, og helller ikke have børn indmeldt fra Grindsted, Ølgod, Krusbjerg og Tistrup. I alt kommer 14 af husets 74 børn fra andre sogne.

Positivitet -  Nærvær  -  Leg -  Glæde udgør kernen i Børnehusets værdier! Kan fire så enkle ord gøre en forskel? “Ja,” siger Bethina “hvis man virkeligt mener dem, tager dem alvorligt og lever dem helt ud i hverdagen. Så kan de få afgørende betydning - specielt, hvis man kombinerer dem med den rigtige struktur og andre praktiske tiltag og aktiviteter.” 

“Skovlund Børnehus” er byens ældste “institution”. (Se tidligere artikel om børnehusets første 30 år) Den er grundlagt i 1990. Altså før efterskole og friskole. Her vil vi koncentrere os om nutiden. Der er nemlig sket en hel del i løbet af det seneste års tid. Noget som følge af udefra kommende beslutninger og noget som resultatet af interne beslutninger.

Først og fremmest har der været ret stor udskiftning af personale. “Desværre måttet vi sige farvel til en lang række dygtige, unge mennesker, der ikke var uddannede pædagoger. Vi er ganske enkelt blevet pålagt - af Varde Kommune - at sikre en bemandingsituation, hvor ca. 70% af personalet er uddannede pædagoger.” 

Børnehuset opfylder nu normeringskravet. Samtidig er man så heldige, at tre af vuggestuens medhjælpere er erfarne dagplejere, der bringer deres store viden og erfaring med ind i arbejdsfælleskabet.

De mange nye medarbejdere, som kommer fra mange forskellige steder, har betydet, at der har været behov for at skabe en fælles kultur. Det er her værdierne Positivitet -  Nærvær  -  Leg -  Glæde kommer ind. Man har målrettet arbejdet på, at få alle medarbejdere til at suge de fire værdier til sig og føre dem ud i praksis både over for børnene og over for forældre, men også over for hinanden.

Nyansættelserne har også betydet, at der nu er max fire børn per voksen i vuggestuen, mens man er nede på ca. 6  børn pr voksen i børnehaven. Dertil kommer, at man bevidst arbejder i små grupper. Det giver tryghed og nærvær.

Børnehuset er godkendt til 74 børn - fordelt med 24 i vuggestuen og 50 i børnehaven. For at gøre det muligt at arbejde i små grupper har man flyttet et par interne vægge hist og her; men man har ikke bygget til. I stedet har huset indledt et tættere samarbejde med både Spejderne og med Friskolen. F. eks. holder den ældste gruppe i børnehaven nu til i Spejderhytten.

Også Friskolens Gymnastiksal bruges jævnligt af Børnehuset. Børnehuset er også ved at blive DGI Certificeret for at styrke profilen som idrætsbørnehave- og vuggestue med fokus på trivsel og læring gennem idræt, leg og bevægelse.

Samtidig har man lavet en aftale om at kunne benytte friskolens busser, når de alligevel ikke er i brug. Det giver muligheder for flere og mere interessante udflugter. F.eks. til Henne Strand, til Lego House i Billund og til Kæmpernes Land i Varde. Turen til svømmehallen i “Magion” foregår dog stadig med offentlige transportmidler, så får børnene også oplevet det.

Man har heller ikke opgivet at cykle. Faktisk cykler de større børn ret langt for at komme ud og opleve naturen og andet. De mindre børn har man lige anskaffet en motoriseret ladcykel til, så også de kan komme ud på nye og spændende oplevelser..

Med værdier som  positivitet, nærvær, leg og glæde bliver “Skovlund Børnehus” til et godt og trygt sted at være - som et hjem - “vi vil andet og mere end pasning” siger Bethina. “Vi vil dannelse”

Yderligere oplysninger kan findes på Børnehusets meget informative hjemmeside, som er dejlig fri for smarte reklamefolks tricks og fiduser.

fredag 19 nov 2021 - Rud Larsen
Vist: 1610 gange