Pressemeddelelse
Min Købmand Skovlund v/ René Schmidt Kjær
Pressemeddelelse – Min Købmand Skovlund v/ René Schmidt Kjær
Kære kunder og samarbejdspartnere
Jeg har taget en svær beslutning om at stoppe som købmand, og sætte butikken ”til salg”. Jeg ved
det kommer som en overraskelse for mange, og det har heller ikke været en nem beslutning. Jeg
har været utrolig glad for at være købmand i Skovlund, og den 15. januar 2024 bliver det også til
hele 15 år i butikken. Jeg har brugt størstedelen af mit voksne liv i butikken, hvor jeg har sat mit
præg på hvordan jeg synes en moderne dagligvareforretning skal se ud. En spændende tid, som jeg
har nydt sammen med mit dejlige personale.
Man skal gøre det man brænder for, og jeg må erkende at jeg nok er ved at være brændt lidt ud i
forhold til at drive butik, og er derfor kommet til den beslutning, at der skal nye kræfter til. Det har
været en svær beslutning, da det også er en stor del af min identitet.
Jeg ved at spørgsmålene er mange, og jeg vil også rigtig gerne svare på alle jeres spørgsmål. Et par
af dem vil nok være:
Hvad skal du så? Flytter du så fra byen?
Jeg vil, når den nye købmand er fundet, fokusere på at drive min anden virksomhed, som laver
systemer til lagerstyring. En spændende virksomhed jeg startede for snart 3 år siden, som tager
mere og mere af min tid, og som jeg kan mærke jeg brænder rigtig meget for.
Nej, jeg flytter ingen steder, jeg er enormt glad for at bo her. Jeg har min base i Skovlund, og det er
her i området jeg har mit netværk, mine gode venner og det er her jeg ønsker min datter skal
vokse op.
Arbejdet med at finde en ny købmand er allerede startet internt i kæden, og inden længe bliver
den også offentligt sat til salg på www.blivkøbmand.dk
Jeg er ikke et sekund i tvivl om der står en ny købmand klar i nær fremtid, med masser af energi og
nye spændende idéer der skal prøves af. Jeg vil elske at stå på den anden side af kasseapparatet i
en laaang kø og vente på at blive ekspederet. Men indtil den nye er fundet vil det stadig være
mig der er jeres købmand.
Tak for den store og trofaste opbakning i alle 15 år, både til kunder og alt personale gennem tiden.
Hilsen
René Schmidt Kjær