Sæsonstart
Krocket og Krolf
Så er sæsonen “slået” igang. Både for Krolf og for Krocket. Det skete lørdag formiddag på Krocketklubbens baner i Byparken. Fire mand spillede Krocket; mens otte spillere gik igang med Krolf-sæsonen Først havde man dog “fejret” opstarten med kaffe og rundstykker i klubhuset, hvor formanden - Jacob Vilhelmsen - havde budt alle velkommen til den nye sæson.
Krolf og Krocket er to meget forskellige spil. Krolf er ret lige til og kræver ikke de store taktiske evner eller overvejelser. Her drejer dig sig “kun” om få kuglen i hul med så få slag som muligt. Det kan dog også være svært nok; men det var tydeligt at spillerne hyggede sig med spillet og med det sociale samvær.
Har du lyst til at være med, skal du bare møde op onsdag eftermiddag kl. 13.30, så vil du blive taget godt imod af de mere erfarne spillere og hjulpet igang. Det først år skal du ikke engang betale kontingent for at være med. Og kugler og køller sørger klubben for.
Krocket derimod kræver mere erfaring og er også et mere taktisk krævende spil. Det tager tid at lære regler og taktik. Samtidig stiller det også større krav til teknikken. Men også her gælder det, at du er velkommen til at være med. De mere erfarne spillere skal nok hjælpe dig igang. Derefter er det bare øvelse og rutine, der tæller.
Det må nogle i klubben i hvert fald have en del af. Sidst år i september vandt Jacob og Klaus DGI-turnering for par, som startede med de indledende kampe allerede i juni måned.
Du er som nævnt velkommen til at se, om du kan gøre det lige så godt!
Hvis du er interesseret i yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte formanden Jacob Vilhelmsen på tlf. 2515 0655.
/RL