Juletræsfest
en ny tradition
Der er nok ikke tvivl om, at en ny juletræstradition blev grundlagt i dag i Skovlund. Det skete i et samarbejde mellem Borgerforeningen og Kulturhuset.
Fremmødet var imponerende - meget større end forventet. Sjældent har vi set så mange børn, forældre og bedsteforældre forsamlet på Torvet på en gang. Og da slet ikke til dansen om juletræet den første søndag i Advent.
FDF-orkestret fra Grindsted var klar til tiden; men vi skulle lige have nissebanden med. De ankom flot og fornemt i en julepyntet trailer bag en ATV.
Orkestret spillede et par traditionelle julesange inden alle dansede rundt om Borgerforeningens juletræ på Torvet. Herefter gik turen - ad en mindre omvej - til Kulturhuse, hvor bestyrelsen var klar med æbleskiver og andet godt.
Efter en dans rundt om juletræet blev det tid til at kalde på Julemanden, som ikke kunne modstå de mange børn. Han kom ned fra loftet - hvor han måske sad og spiste en gang julegrød. Hvem ved?
Efter en tur mere omkring juletræet - denne gang sammen med julemanden - blev det tid til at dele slikposet ud. Desværre havde Julemanden forregnet sig lidt. Han havde ikke regnet med, at så mange børn i Skovlund ville dukke op, så han måtte sende en hjælper hjem til juleværkstedet efter nogle flere slikposer. Det endte dog godt. Alle børn fik en pose hver.
Til sidst var det æbleskiver med mere til de voksne. Det blev succesen ikke mindre af.
Tovholder på hele arrangementet var Katja Berglund Frederiksen, som er med i bestyrelsen for både Borgerforening og Kulturhuset. Katja var overordentlig glad, tilfreds og lykkelig for hele forløbet og var lige frem rørt over det store fremmøde og opbakningen til arrangementet.
Der er ingen tvivl om, at en ny juletradition i dag blev grundlagt i Skovlund.
God Jul.
/RL









